Skip to main content
Din blog om hørelse

Tal om de uforløste drømme

Kender du det? Du vil gerne bakke din allernærmeste med høretab op, men ender nogle gange med at blive frustreret.

Goldmine
10-31-2022

Af Ulla Oppermann Blankholm / Illustation: Jens-Andreas D. Elkjær

Kender du det? Du vil gerne bakke din allernærmeste med høretab op, men ender nogle gange med at blive frustreret. Bag enhver frustration ligger en uforløst drøm, og derfor skal du og din nærmeste sørge for at se igennem frustrationerne og have fokus på drømmen. Det er første skridt til at få den til at lykkes. I øvrigt skal opbakningen være gensidig, så jeres forhold fortsat er ligeværdigt.

Dit umiddelbare ønske er ganske simpelt: Du vil gerne bakke din nærmeste med høretab op på den bedst mulige måde. Du har forsøgt, men bliver ganske ofte bare frustreret i stedet for. Du vil måske gerne til en stor fest og drikke rødvin og hygge dig sammen med din mand, der foretrækker små selskaber, fordi det er nemmere at have med at gøre i forhold til hans høretab.

- Bag enhver udfordring eller frustration ligger en uforløst drøm. Det handler om at lægge den konkrete frustration på hylden et øjeblik og gå bagom den. Hvad drømmer du om? Okay – du drømmer om at sidde og drikke rødvin sammen med dine venner. Det kan du stadigvæk godt, bare ikke hvor der er 50 mennesker samlet, men måske med 15, siger Henriette Bisgaard og tilføjer:

- Og er det vigtigste for dig at komme til selskabet, eller er det vigtigste for dig at komme der sammen med din mand? Du kan vælge at tage af sted selv, og ellers kan du og din mand tage af sted til mindre selskaber, og på den måde prøver vi at få drømmen til at lykkes.

Sådan lyder det fra Henriette Bisgaard, der arbejder med positiv psykologi og styrkebaseret ledelse i sin virksomhed Styrkeriget. Hun er i øvrigt nær pårørende til en med høretab og er uddannet tegnsprogstolk, og hun kender alt til de frustrationer, der kan opstå, når tingene ikke bare er, som de plejer. 

- Det gør en kæmpe forskel for folks trivsel, at de ikke skal fokusere på alt det, der ikke fungerer. Det giver livsværdi, når det hele kører, fortæller hun.

 

HenrietteBisgaard

Henriette Bisgaard, stifter af Styrkeriget

 

"Som pårørende til en med høretab kan det være rigtig svært at bakke op, hvis opbakningen ikke er gensidig. Man skal være enig om at bakke hinanden op, ellers kommer der gnidninger." - Henriette Bisgaard
Find din indre guldgraver frem
Henriette Bisgaard er stor fortaler for, at man netop kigger på det, der virker og er godt, og ikke kigger for meget på fejl og det, der ikke fungerer – hvilket er tankegangen bag positiv psykologi. Hun erkender, at det er lettere sagt end gjort, men at øvelse i den grad gør mester.

- Betragt det som guldgraverarbejde, hvor det er svært at finde guldstykkerne, når man er uerfaren og langt væk fra guldåren. Det er hårdt arbejde, og i starten finder man kun bittesmå guldstykker. Det skal man huske at fejre, for selv de mindste guldstykker sender én i den rigtige retning. Efterhånden som man øver 
sig, bliver man bedre til at spotte guldstykkerne og vil nærme sig hovedguldåren, lyder det fra hende.

"Det gør en kæmpe forskel for folks trivsel, at de ikke skal fokusere på alt det, der ikke fungerer. Det giver livsværdi, når det hele kører." - Henriette Bisgaard

Man må selvfølgelig gerne synes, at tingene ikke helt går, som de skal, og være frustreret, men grundstenen i den styrkebaserede tilgang er ifølge hende, at begge, efter at have talt om deres frustrationer, skal gå styrket ud af samtalen.

Hun mener, at man helt grundlæggende altid skal bakke hinanden op i et forhold, uanset om der er et høretab involveret eller ej. 

- Som pårørende til en med høretab kan det være rigtig svært at bakke op, hvis opbakningen ikke er gensidig. Man skal være enig om at bakke hinanden op, ellers kommer der gnidninger. Hvis du har høretab, er det lige så vigtigt, at du bakker op om den pårørende og eksempelvis fortæller, hvor taknemmelig du er for de ting, han eller hun gør for dig. Så får man også ny energi som pårørende. Det er meget afgørende for samspillet, lyder det fra Henriette Bisgaard, som uddyber:

- Det er også bedre for ligeværdigheden i forholdet, for hvis jeg som pårørende hele tiden skal fortælle, hvor dygtig du er som høreapparatsbruger, så bliver det et skævt magtforhold.

Hun råder til, at man indgår en slags kontrakt om at tænke positivt, og at man hver især fortæller, hvad man er taknemmelig for, at den anden gør.

Stor gave lige netop til folk med høretab
Henriette Bisgaard beskæftiger sig med mange forskellige mennesker i sin virksomhed, hvor folk med høretab blot udgør en lille del. Hun har hæftet sig ved, at snakken om den positive psykologi rammer dem med høretab på en lidt anden måde, end den normalt gør.

- Nu taler jeg selvfølgelig kun ud fra den skare, jeg har mødt, men det er en lidt større gave for dem at have fokus på det positive, fordi samfundet omkring dem koncentrerer sig om at optimere eller fikse det, der ikke fungerer. Fokus bliver hurtigt et mangelperspektiv – hvad er det, du ikke kan? Så kan man som pårørende og den med høretab godt glemme at få øje på de positive ting, der også er i det, siger Henriette Bisgaard og tilføjer, at man også skal have for øje, at vi generelt lever i en fejlfindingskultur, som vi er skolet ind i, fra vi er børn.

Helt lavpraktisk mener hun, at man kan starte med at fortælle tre gode ting til hinanden, når dagen er ved at være slut. Hvad har været godt? Det hjælper hjernen til et mere positivt fokus. Derudover gør hun opmærksom på begrebet audisme, som især bliver brugt i døveverdenen.

- Det handler om, at man bliver diskrimineret, hvis man har et høretab, og det sker mange steder i samfundet. Vær som pårørende opmærksom på, om du udsætter din nærmeste for audisme. Har din nærmeste pårørende med høretab lige spurgt ind til, hvad du og din veninde talte om, og du så siger, at det ikke var så vigtigt, fordi du ikke orker at forklare det, så udsætter du din mand for audisme, siger Henriette Bisgaard og tilføjer:

- Det er et begreb, som vækker genklang hos mange pårørende, for de kan godt se, at de kommer til at gøre det ubevidst. Man har jo ingen intentioner om at skade den anden, men det kommer man til på den måde. Det er derfor vigtigt, at man øver sig i at stå i den andens sko.

Derudover understreger hun, at det er vigtigt, at man hele tiden taler sammen om, hvad der fungerer. Det kan for eksempel være irriterende, hvis den pårørende bliver for overbeskyttende. Der skal man huske at tage snakken om det – hvilket igen kan være med til at gøre forholdet ligeværdigt – og få tingene til at blive, som man vil have dem. Præcis lige som med drømmene.

 

Læs også vores blogindlæg: Drop urealistiske forventninger til din partners nye høreapparater:

 

Genskab kontakten til den tabte drøm

Se det som en styrke, når du støder på frustrationer: De er i virkeligheden et udtryk for, at du gerne vil jeres relation. Der er virkelig noget på spil for dig.

Anerkend, at du er frustreret. Det er ok.

Værdsæt: Hvad er det, der er på spil, som du værdsætter? For eksempel at kunne hygge sig med gode venner, som I gjorde før i tiden – og sig frustrationen højt.

Undersøg: Hvordan kan du/I opnå den følelse/oplevelse igen? Sammen kan I undersøge, hvordan I kan finde frem til den skjulte drøm og opnå samme følelse, måske på en ny måde.

 

Læs flere indlæg

Del:
Gå ikke glip af nyheder, aktuelle artikler om hørelse og spændende brugerhistorier. Tilmeld dig vores nyhedsbrev i dag.
resound one